EP #85: BED og overspisning – Med Mia Lichtenstein

Rundt om bordet: Mia LichtensteinNikolaj Bach og Steffen Fisker.

Tvangsoverspisning er et meget udbredt problem, som man først for nyligt har fået øjnene op for.

BED (Binge Eating Disorder) vurderes at være den mest udbredte spiseforstyrrelse herhjemme – og endnu flere kæmper sandsynligvis med overspisninger, som ikke klassificerer dem med en diagnose, men som stadig medfører stor smerte i deres liv.

I denne episode har vi igen fået besøg af psykolog og forsker Mia Lichtenstein. Denne gang til en snak om BED og overspisning, og de store konsekvenser det har for dem, der kæmper med overspisninger.

Men heldigvis er der også håb for dig, der kæmper med spisningen. I denne episode fortæller Mia (med udtalelser fra patienter) om, hvordan man kan arbejde med sin BED og om den hjælp, der endelig er blevet tilgængelig til den oversete spiseforstyrrelse.

Få hjælp med din overspisning

 

Efter vi optog denne episode har vi hos STYRK fået tilknyttet coaches, der er uddannede i at arbejde med overspisning – både i form af milde  grader af tvangsoverspisning (BED), men også den mildere og mere udbredte form for overspisning (det vi kalder for “hverdagsoverspisning”) som mange oplever.

Man kan arbejde med milde grader af BED i et forløb med en OverspisningsCoach. En OverspisningsCoach fra MadroInstituttet ved Morten Elsøe og Anne Gaardmand (hvor Mia Lichtenstein også underviser) arbejder med de årsager, som udløser overspisningerne. Det vil sige, at man har fokus på at forstå de følelser, der ligger bag overspisningen, og ens muligheder for at håndtere dem med andet end mad.

En OverspisningsCoach kan også hjælpe sine klienter til bedre at mærke naturlige sultsignaler, og adskille dem fra følelsesmæssig spisning eller “cravings”. I høj grad forårsages overspisning af overdrevne restriktioner, og derfor vil en OverspisningsCoach også hjælpe dig med at komme væk fra de stressende madregler og sort/hvide opdelinger af maden i rigtig og forkert. Ofte er det nemlig underspisningen, der fører til overspisningen.

I stedet arbejder I nærmere det, man kalder et “fleksibelt” forhold til mad. Hvordan det ser ud for den enkelte, er individuelt, men det vigtige er at alle ens tanker ikke længere er styret af maden, ligesom ens madvalg ikke er styret af restriktive regler, men af dine egne værdier og prioriteter.

At arbejde med normaliseret overspisning – altså den “hverdagsoverspisning”, som mange mennesker kæmper med (det er nærmest mere udbredt at være udfordret på sine spisevaner, end ikke at være det) – handler ofte om de samme mekanismer, som når man arbejder med BED, da det blot er mildere grader af samme adfærd og årsager, som er på spil. Nemlig overspisning som reaktion på følelser, og overspisning som reaktion på restriktive madregler og underspisning.

Derfor er det også ofte de samme værktøjer man bruger, når man arbejder med følelsesmæssig spisning eller overspisning, som når man arbejder med tvangsoverspisning (BED) – måske blot i en mindre skala.

Læs mere om vores muligheder for samtale-coaching (fx med en OverspisningsCoach) her:
https://styrkmig.dk/coaching/ 

Lyt til vores podcast om OverspisningsCoaching og “hverdagsoverspisning” med Camilla Andersen her:
https://styrkmig.dk/ep-139-hverdagsoverspisning-sadan-bryder-du-med-at-overspise-og-far-bevidstheden-tilbage-i-din-spisning/

Hvad er BED / tvangsoverspisning?

 

BED (”Binge Eating Disorder”) er en nyere diagnose i det amerikanske diagnosesystem DSM. Det er vurderet til at være den mest udbredte spiseforstyrrelse herhjemme, og man må formode, at endnu flere kæmper med overspisning i et mindre omfang, der ikke kan diagnosticeres som BED.

BED er en lidelse, der ses hyppigere hos kvinder, men der er formodentligt et større mørketal hos mænd, der kæmper med tvangsoverspisning. BED medfører ofte en stor overvægt, der i sig selv kan øge risikoen for livsstilssygdomme og begrænse bevægelse, men medfører også stor psykisk smerte og risiko for social stigmatisering.

BED er karakteriseret ved hyppige overspisningsepisoder, som er afgrænset til en kort periode på få timer. Således vil det, at man spiser alt for meget over en hel dag, (”græsning”) ikke teknisk betegnes som BED, omend udfordringerne, konsekvenserne og den nødvendige behandling kan være den samme

Overspisningsepisoderne sker næsten altid alene, og er ofte forbundet med stor skam, som kan føre til yderligere overspisning. Overspisningerne kan både være forbundet med et stort kontroltab og ”blackout”, hvor man ikke husker hvad der skete, men de kan også være grundigt planlagt.

Fælles for overspisninger er, at den i et eller andet omfang er knyttet til følelser. Det kan være, at man spiser for at dulme kropslige fornemmelser eller ubehagelige følelser som tristhed eller ensomhed. Men det kan også være, at man overspiser når man er glad.

Derfor er en stor del af arbejdet med BED også at finde ud af, hvilke årsager der er til overspisningerne, og hvad der udløser dem. Hvilket behov er det, man stiller (eller dulmer/bedøver/overhører), når man overspiser?

Når man finder frem til det, kan man nemlig øve sig på at være fleksibel i sin adfærd, så man ikke altid tyr til spisning. Måske kunne et varmt bad, musik, en gåtur eller et opkald til en veninde være et godt alternativ?

Det er vigtigt at fastslå at behandlingen for BED ikke handler om vægttab (der dog kan være et potentielt biprodukt af at reducere overspisningerne), og de fleste der lider af BED har været på et hav af slankekure uden varig succes.

I stedet handler det om at skabe større mental trivsel og fleksibilitet, og om gradvist at reducere overspisningen, hvad end det er i hyppighed eller omfang.

Det lyder måske nemt, men det er det bestemt ikke. Man kæmper ikke med BED, fordi man er doven eller ugidelig. At komme ud af tvangsoverspisningen er en krævende proces og ofte med ganske små skridt af gangen.

I denne episode forklarer Mia om udfordringerne som BED-patienter kæmper med, og hvad der kan være fokus på i behandlingen af spiseforstyrrelsen, ligesom hun deler to stærke udtalelser fra sine seje patienter.

Shownotes:

 

Gratis online behandlingstilbud for BED: http://www.psykiatrienisyddanmark.dk/wm518766

Mias hjemmeside: https://www.mialic.dk

Mias forsker profil: https://portal.findresearcher.sdu.dk/da/persons/mlichtenstein

I denne episode får du blandt andet svar på:

  • Hvad er BED, og hvorfor handler overspisning ikke bare om dovenskab?
  • Hvilke fællestræk er der mellem træningsafhængighed og BED?
  • Hvad adskiller BED fra bulimi?
  • Hvordan kan du have gavn af Mias råd i forhold til overspisning, også selvom du måske ikke kæmper med BED?
  • Hvorfor er det vigtigt at målet med behandlingen ikke er vægttab?

Følg Træningstimen på YouTube:

Nogle emner gør sig bare bedre på video end på podcast. Derfor kan du også følge med i Træningstimen på YouTube, hvor vi deler ud af træningsråd og tekniske tricks til dine øvelser. Følg med her.

Følg Træningstimen på Facebook:

Har du spørgsmål til denne episode, eller forespørgsler til næste afsnit – og lyst til at være en del af et evidensbaseret community, hvor du kan lære om træning og kost? Så join den lukkede gruppe ”Træningstimen” på facebook her.

Giv os en anmeldelse!

Hvis du har nydt at lytte til Træningstimen, så vil vi sætte rigtig stor pris på hvis du vil hjælpe os med at få podcasten endnu bredere ud, ved at give os en anmeldelse på iTunes: https://itunes.apple.com/dk/podcast/tr%C3%A6ningstimen/id1447752231?mt=2tv

Indkøbskurv
Scroll to Top