Rundt om bordet: Nikolaj Bach og Steffen Fisker.
Podcasten Træningstimen fejrer jul med en ny podcast hver dag i december! Udover vores vanlige ugentlige episode, så byder hver dag i julekalenderen på gode råd og redskaber, til dig der gerne vil nyde julen OG undgå at tage på i december.
Julehygge behøver nemlig ikke være lig med efterfølgende madstress, dårlig samvittighed, og slankekur. I denne julekalender får du redskaber til at bryde den onde cirkel af overdreven hyggespisning, og restriktive slankekure.
… Og ved du hvad det bedste er? Du behøver hverken gå på kompromis med julehygge eller nydelse!
Følg også julekalenderen på facebook , så du ikke går glip af nogle episoder: https://www.facebook.com/events/432790507665496/
I bunden af siden her, finder du også alle episoderne udgivet som adventsafsnit i julen 2020, hvor vi har samlet 6 afsnit i hver episode.
1. december – Lad være med at vente til januar
“Det er ikke det man spiser mellem jul og nytår, men mellem nytår og jul.”
Sådan er der nogle der siger, men passer det? Og hvorfor vente til januar, med at skabe gode vaner? I denne episode byder vi velkommen til julekalenderen, og deler vores første råd.
2. december – Demontér chokolade julekalenderen
Har du købt en chokoladejulekalender? Så lyt med på dagens råd! Vi snakker nemlig om problemet med chokoladejulekalendere – og hvordan du kan nyde dem på mere hensigtsmæssig vis.
3. december – Drop challenges
I forbindelse med julen – og i særdeleshed i januar, så kan man støde på et hav af forskellige “30-day challenges” om sundhed og vægttab, på de sociale medier. Hvorfor disse sjældent er særlig smarte, og hvad du i stedet kan gøre, snakker vi om i dagens episode.
4. december – Du kan også få det igen i morgen
December byder på masser muligheder for at smage dine yndlingsjulegodter igen og igen. Bevidstheden om dette er god at tage med sig gennem julen. Hvorfor? Det snakker vi om bag dagens julekalenderlåge.
5. december – Du kan også få det resten af året
“Jeg glæder mig sådan til jul, hvor man kan spise and, brun sovs og ris a la mande”.
Lyder det som noget du kunne finde på at sige? Så lyt med på rådet, der gemmer sig bag dagens kalenderlåge.
6. december – Sukker feder altså ikke
Mange tror at sukker er både fedende og afhængighedsskabende. Men hvad nu hvis vi fortalte dig at du godt kan spise sukkersøde julegodter, uden at tage på?
Hvordan det, spørger du? Det kan du lære i dagens podcast episode.
Link til artikel vi omtaler: https://www.mortenelsoe.com/blog/sandheden-om-sukker
7. december – Sådan takler du julefrokosten
Er julefrokosten nært forekommende, og er du bange for den ender i overspisning? Så lyt med på dagens episode, hvor vi snakker om et redskab til at takle julefrokosten, så den ikke behøver ende i overspisning eller mavepine, men i hygge, samvær og nydelse.
8. december – Hold igen med de flydende kalorier
December er ikke kun klejner, kage og ris a la mande. Det er også masser af flydende kalorier, særligt til julefrokosten.
Disse kalorier giver ingen mæthed, og derfor er de oplagte at skære ned på. Men hvordan? Hvordan skærer vi bedst ned på drikkekalorierne, uden at lide afsavn og kede os til julefrokosten? Det snakker vi om i denne episode.
9. december – Du behøver ikke handle på din samvittighed
Du behøver ikke have dårlig samvittighed over at træde ved siden af. Men det betyder ikke at du ikke kan få det alligevel. Vi kan nemlig ikke bestemme over hvilke tanker og følelser, der dukker op.
Og det er helt okay. Du KAN nemlig bestemme over dine handlinger. Det snakker vi mere om i denne episode.
10. december – Prioritér protein
Der findes ingen mad, som du IKKE må spise. Ikke desto mindre kan det være en god idé at prioritere protein i kosten. … Ikke kun for folk som træner, men også dig der bare gerne vil holde vægten henover julen.
Hvorfor snakker vi om i denne episode, ligesom vi giver praktiske råd til hvordan man kan prioritere protein i julen.
11. december – Vandtricket
“Vandtricket” er et simpelt trick som du kan bruge som en hjælp til at indtage lidt færre kalorier, inden en situation hvor du let kommer til at overspise – fx til en julefrokost, eller hvis du er oversulten inden aftensmaden. Lyt med, og hør hvordan.
12. december – Sig nej tak
For at begå sig i vores fedmefremmende samfund, så er det nødvendigt at kunne sige nej tak til mad – særligt i julen, hvor madkulturen i den grad kan få dig til at spise mere end du har brug for, eller lyst til.
Og det er faktisk nemmere sagt end gjort. Bag dagens julekalenderlåge snakker vi om hvordan du siger nej tak, uden at såre nogen unødvendigt. For hvad er alternativet?
13. december – Mindfulness – sørg for at nyde
Bag dagens kalenderlåge skal vi se nærmere på en øvelse, som du kan bruge til at spise med større nydelse – eller til at afmystificere chokolade, chips eller romkugler, hvis dine cravings efter disse har taget magt over dine tanker.
14. december – Spis grøntsager
Du ved nok grøntsager er sunde, men hvordan får du flere af dem i julen? Og hvordan kan grøntsager få dig til både at nyde maden mere, og samtidig spise færre kalorier? Det snakker vi om bag dagens kalenderlåge.
15. december – Vær kræsen
Det er helt okay at være en rigtig kræsenpind – særligt i julen. Hvordan kræsenhed og madsnobberi kan hjælpe dig med at komme helskindet igennem december, ser vi nærmere på bag denne låge i julekalenderen.
… Og det endda mens vi spiser udsøgte, hjemmelavede klejner.
16. december – Du kan altid komme tilbage på sporet (uden straf)
At arbejde med sine vaner, er som at sejle på havet. Du kan ikke kontrollere vejret eller bølgerne, og de kan slå dig ud af kurs. Men det er heller ikke det vigtige. Hvad er det så, der er vigtigt? Det kommer vi ind på bag dagens julekalenderlåge.
17. december – Er du mæt eller overmæt?
Et meget effektivt tiltag er at arbejde med sin forventning, til hvor mæt man egentlig skal være efter et måltid. Der er stor forskel på at spise til fraværet af sult, kontra til man er overmæt. I denne episode snakker vi om hvordan du kan arbejde din egen forventning til hvornår du er mæt?
18. december – Spis frugt
Frugt er godt, sundt og mættende. Og nej, frugt feder ikke bare fordi det indeholder sukker. Faktisk giver sukkerindholdet frugterne en unik kvalitet over grøntsagerne, som kan være særligt fordelagtigt her i julen. Denne fordel ser vi nærmere på bag dagens kalenderlåge.
19. december – Stilstand kan stadig være fremgang
Sammenlign dig med dig selv – ikke med andre. Selvom du måske har et mål om vægttab, kan det godt være at målet i december bare skal være at holde vægten.
Det vigtige er nemlig ikke hvor perfekt du gør det, men om du handler mere hensigtsmæssigt, end du ville have gjort tidligere, i samme situation. Det snakker vi mere om, bag dagens kalenderlåge.
20. december – Pas på med det “sunde” juleslik
Vidste du at mange af de “sunde” opskrifter med mandelmel, kokosolie, og dadler, kan indeholde flere kalorier end de erstatter? Og som om det ikke var slemt nok, så kan de også bidrage til et fænomen man kalder “self-licensing”, der har stik modsatte effekt af hvad de fleste vil opnå med “sunde” alternativer. Forvirret? Så lyt med bag dagens julekalenderlåge.
21. december – Hvordan kan man ellers hygge?
Vi danskere er et hyggende folkefærd. Men behøver hyggen altid indebære enorme mængder mad, spørger vi bag dagens kalenderlåge?
Vi opfordrer også lytterne til at være nysgerrig på hvorfor lysten til snacks eller søde sager melder sig? Er det en reel lyst til maden, eller er det i virkeligheden et andet behov som er på spil? Lyt med og bliv klogere!
22. december – Hav/lav kun den mængde du vil spise
Hvis der er ekstra tilgængeligt, så har vi det ofte med at spise det. Og hvorfor købe/lave noget, som du ikke har til hensigt at spise? Det spørgsmål stiller vi bag dagens kalenderlåge.
23. december – Vær opmærksom på din aktivitet
Er du vant til at have en aktiv hverdag (fx på job), men er nu gået på juleferie? Så er der en god chance for at dit kalorieforbrug er noget lavere end ellers.
Er svaret så bare at kompensere med mere træning? Næppe. Lyt med bag dagens kalenderlåge.
24. december – Glædelig jul! (uden mavepine)
I den sidste episode ønsker vi glædelig jul, og Nikolaj læser sit hjemmeskrevne juledigt op. Vi hygger, samler op på rådene i julekalender, og snakker om hvordan du skal forholde dig til tiden efter julen, og om en slankekur virkelig er den rigtige vej at gå.
Og så giver vi et sidste godt råd med på vejen, som du kan tage med når du sætter dig til bords og nyder julemaden.
Du ønskes en kæmpe glædelig jul fra Steffen og Nikolaj – vi lyttes ved!
Advents afsnit (fra julen 2020)
6 af ovenstående episoder samlet i hvert adventafsnit.
God fornøjelse!
FØLG TRÆNINGSTIMEN PÅ YOUTUBE:
Nogle emner gør sig bare bedre på video end på podcast. Derfor kan du også følge med i Træningstimen på YouTube, hvor vi deler ud af træningsråd og tekniske tricks til dine øvelser. Følg med her.
FØLG TRÆNINGSTIMEN PÅ FACEBOOK:
Har du spørgsmål til denne episode, eller forespørgsler til næste afsnit – og lyst til at være en del af et evidensbaseret community, hvor du kan lære om træning og kost? Så join den lukkede gruppe ”Træningstimen” på facebook her.
GIV OS EN ANMELDELSE!
Hvis du har nydt at lytte til Træningstimen, så vil vi sætte rigtig stor pris på hvis du vil hjælpe os med at få podcasten endnu bredere ud, ved at give os en anmeldelse på iTunes: https://itunes.apple.com/dk/podcast/tr%C3%A6ningstimen/id1447752231?mt=2