EP #20: Hjælp, er min forbrænding i stykker?

Rundt om bordet: Nikolaj Bach og Steffen Fisker.

Mange oplever at de bare ikke kan tabe sig – og selvom de ikke synes de spiser noget. Og så er det jo oplagt at tro, at det er fordi der er noget galt med ens forbrænding.

Man kan let komme til at tro at ens manglende vægttab skyldes en ødelagt forbrænding, når man læser rundt omkring på nettet. Her kan man støde på udtryk som ”starvation mode” og ”metabolic damage”, og at vægttab kan lukke forbrændingen ned.

Men passer det? Og hvis ikke, hvad er det så der er på spil, når folk oplever at de bare ikke kan tabe sig, selvom de synes de næsten ikke spiser noget? Det snakker Steffen og Nikolaj nærmere om i denne episode.

Kan forbrændingen gå i stykker?

 

På vores månedlige journal club (hvor vi nørder og diskuterer videnskabelige artikler) i STYRK (tidligere Fisker Performance), gav Nikolaj Bach et oplæg omkring et studie af personer, der havde store problemer med at tabe sig, og var bange for at deres forbrænding var i stykker.

Dette oplæg endte med at blive udgangspunktet for denne podcast. For studiet viste faktisk at forsøgspersonerne indtog over dobbelt så mange kalorier som de troede – og motionerede mindre. Til gengæld var deres forbrænding ganske normal.

Men det skyldes altså ikke at forsøgspersonerne løj, og hvis man tror at overvægt bare skyldes dovenskab og manglende vilje, så ved man ikke hvad man snakker om.

Forbrændingen falder – men ikke af den årsag du tror

 

Forsøgspersonernes forbrænding – altså deres daglige energiforbrug – var faktisk præcis som man ville forvente.

For hvor forbrændingen ganske vist falder under et vægttab, så er det først og fremmest en naturlig konsekvens af at vi vejer mindre, og derfor skal bruge mindre energi på at flytte kroppen rundt. Din forbrænding kan altså ikke gå i stå, lige meget hvor lidt du så spiser – altså medmindre du altså er død…

Til gengæld spiser vi ofte en masse kalorier, som vi ikke lægger mærke til. Og i denne episode snakker Steffen og Nikolaj derfor også om redskaber, som du kan bruge til at blive mere bevidst om hvor meget du spiser.

I denne episode får du blandt andet svar på:

  • Kan forbrændingen gå i stå af at man taber sig?
  • Hvad sker der med appetitten under et vægttab?
  • Hvorfor falder forbrændingen under et vægttab?
  • Hvordan kan nogle mennesker vurdere at de spiser 50 % mindre, end de i virkeligheden gør? Og hvordan kan vi vide at de ikke lyver?
  • Hvordan kan du blive mere bevidst om de ”skjulte kalorier”?

Følg Træningstimen på YouTube:

Nogle emner gør sig bare bedre på video end på podcast. Derfor kan du også følge med i Træningstimen på YouTube, hvor vi deler ud af træningsråd og tekniske tricks til dine øvelser. Følg med her.

Følg Træningstimen på Facebook:

Har du spørgsmål til denne episode, eller forespørgsler til næste afsnit – og lyst til at være en del af et evidensbaseret community, hvor du kan lære om træning og kost? Så join den lukkede gruppe ”Træningstimen” på facebook her.

Giv os en anmeldelse!

Hvis du har nydt at lytte til Træningstimen, så vil vi sætte rigtig stor pris på hvis du vil hjælpe os med at få podcasten endnu bredere ud, ved at give os en anmeldelse på iTunes: https://itunes.apple.com/dk/podcast/tr%C3%A6ningstimen/id1447752231?mt=2

Indkøbskurv
Scroll to Top