Gør det vigtige målbart – og ikke (nødvendigvis kun) det målbare vigtigt

Forfatter: Ida Thyrring

I går havde jeg en statussnak med en klient, jeg nu har haft i forløb i to måneder. Målsætningen for forløbet har været dobbelt:

1. Et resultatmål om et mindre vægttab, opbygning af muskelmasse, reduktion i fedtprocent samt øget styrke.

2. Et procesmål om at være nysgerrig på egne tanker, følelser og adfærd omkring kost.

Det, der primært berigede vores snak i går, var en status på procesmålet – altså hvordan det har været at arbejde med at observere og reflektere over de tanker og følelser, der kommer i situationer, hvor mad opleves som et stressende element, hvilken adfærd tankerne og følelserne har ført med sig, og endeligt, hvilke tanker og følelser, der efterfølgende har været omkring adfærden.

Det, min klient meget fint fremhævede var, at til forskel fra tidligere vægttabsforløb, har hun oplevet, at observationerne og refleksionerne har gjort denne her proces mere ”hel”. En ting er, at vægten er gået ned, og styrken op (hvilket i sig selv har været motiverende og noget, hun har været glad for og stolt af), men den største og måske mest overraskende forandring for hende er sket på indersiden: hun kan mærke, hun har fået det bedre.

Situationer, der tidligere accelererede stressende tanker om mad, har ikke længere helt samme effekt: hun oplever ikke i nær så høj grad som tidligere, at automatpilotspisningen eller de tilladende såvel som straffende tanker om mad, vokser sig større end hende selv og styrer hendes madindtag.

For mig at se som træner, er det en vigtig og helt afgørende udvikling for at kunne skabe den langtidsholdbare sunde livsstil, som jeg ved, min klient ønsker. Det, der i min optik, har gjort det muligt, er, at vi ikke kun har gjort det umiddelbart målbare vigtigt (altså antallet af kalorier, kg på stangen, energifordelingen af makroer etc.) – vi har også arbejdet med at gøre det, der i livet er vigtigt, målbart. Det vil jeg gerne fortælle hvordan.

Tilgangen i forløbet

 

I forløbet har vi brugt det, der umiddelbart kan måles (fx kg og kalorier), som redskaber.

Med ønsket om vægttab har vi haft fokus på at skabe et kalorieunderskud samtidig med, at det daglige indtag af protein var været tilstrækkeligt højt. Derudover har klienten løbende vejet sig, og vi har målt hendes fedtprocent.

Samtidig har vi altså arbejdet med at gøre det, der er vigtigt, målbart. Det vil sige, vi har haft fokus på, hvad der har været vigtigt for min klient at kunne gøre i sit liv sammen med de mennesker, der er i det, samtidig med at hun har haft en personlig målsætning i forhold til kost og træning.

Lad mig give et eksempel.

Fredag aften. Det har været en hektisk uge. Nu er familien med de to dejlige unger og manden samlet til Disney Sjov og fredagsslik. For min klient har denne situation tidligere været et familieritual, hun har set frem til, men det har ofte også stresset hende rigtigt meget. Tanker om al slikket, flødebollerne og de der ”sunde” dadelkugler, som manden har været så kærlig at lave til hende, så hun ikke behøvede spise slikket, pressede sig på helt frem til, at alle fik sat sig i sofaen. Den eneste måde, de kunne gå væk – tankerne altså – var, hvis alle slikskåle og alle dadelkuglerne blev kværnet. Hurtigst muligt.

Men så. Lige bagefter, vældede det mentale uvejr og den dårlige samvittighed ind over hende. Tanken om: ”Ja okay, så er det jo også lige meget, nu kan jeg lige så godt spise crap hele weekenden og så starte igen på mandag.” buldrede bare derud af.

En anden måde at holde stressen på afstand var, at min klient som den kærlige mor, hun er, kunne sætte hele arrangementet op for sine to drenge og manden, og så i frygt for at ryge i slikket tog hun selv ned og trænende. Hun flyttede sig ganske enkelt fra situationen.

I vores forløb og fælles refleksioner er det blevet tydeligt, at det, der er vigtigt for min klient, er at være sammen med sin familie. Fredag aften betyder tid med dem, hun holder allermest af: at sidde med sine drenge i skødet og at kysse sin mand. Det er vigtigt for hende. Derfor var strategien om at tage ned og træne også en, der egentlig mest gjorde hende ked af det. Intentionen var god, og handlingen kom i grunden fra et sted af selvomsorg, men den fik hende ikke til at gå i retning af det, der faktisk er vigtig for hende, nemlig tid med familien.

Det, vi har arbejdet på, har været at holde fast i det, der er vigtigt: nemlig den energi og glæde, som familieritualer kan give. Strategien har været at finde ud af, om der kunne være en måde, hvor hun både kunne være sammen med sin familie og gå i retning af sin personlige målsætning om vægttabet. Og det har været muligt – endda på flere måder. For det første er slikket fredag aften blevet erstattet med alternativer, der gør det lettere at blive i kalorieunderskuddet. For det andet har hun hver dag – hvis hun har haft lyst til det – kunne spise noget sødt eller lækkert. På den måde er fredag aften ikke mentalt blevet bygget op til en stor forløsende seance på en ellers stram og ristriktiv uge. Dette er blot to eksempler. Vi har også arbejdet med andre initiativer.

Og hvad har det så at gøre med at gøre det vigtige målbart?

 

Jo, det har betydet, at en af de største forskelle, min klient mærker i dag, er, at hun ikke længere stresser nær så meget over situationer, der tidligere var lig med kalorietættefødevarer og store mængder af dem (fredag aften, familiesammenkomster etc.). Det, der særligt ikke stresser hende, er hendes forestilling om andres forventninger til hendes kostvalg. Som hun beskrev det:

”Jeg er der nu, hvor det ikke stresser mig at skulle være sammen med hele min familie i weekenden. Jeg gør mit, og de gør deres, og det er helt fint.”

Og der har vi i virkeligheden den første måling af det, der er vigtigt. 

En temperaturtagning på indeklimaet, der siger:

1. Mindre oplevet stress og mindre bekymring om fremtidige situationer.

2. En følelse af at kunne stole på sig selv og ikke være bange for, at gamle vaner har magten
over en.

3. En sikkerhed i at vide, hvad der er vigtigt, og en tro på, at man kan træffe de valg, der
bringer en tættere på det, man gerne vil i livet.

4. En orientering mod sig selv og ikke forestillingerne om, hvad andre måtte tænke eller synes
kunne være vigtigt.

5. En glæde ved både at kunne gå mod sin personlige målsætning, samtidig med at man er
sammen med sin familie på en måde, der gør en glad.

Kimen til den livslange forandring


For mig som træner er det her en solstrålehistorie. Det, vi umiddelbart har kunnet måle (kg og kalorier), har indimellem været vigtigt som redskaber, men det, der reelt set er vigtigt, har vi gjort målbart ved at give det plads, snakke om det, undersøge det sammen og ikke mindst tage det alvorligt.

Min klient har arbejdet med at give det, der rør sig på indersiden, opmærksomhed og tage det alvorligt gennem engagerede handlinger. Hun har forhold sig til, hvad der er vigtigt for hende, og det har givet hende retning og ro. For mig at se er dette arbejde – interessen for indersiden og en opmærksomhed på egne værdier i kombination med den engagerede handling – det, der i det lange løb vil give hende de resultater og den livskvalitet, hun søger.

Indkøbskurv
Scroll to Top